Ugen der gik

Vi blev sikret top 6, vi kom i gang i Superligaen, vi har delt kontrakter ud til u15 spillere og vi ser igen hvor meget CV kommer til at betyde for Brøndby. Vi har ventet på det længe – vi er i gang igen og det ser svingende ud det hele. Ikke mindst fordi vi hentede 3 point mod et hold, som vi plejer at have det meget svært med. Hvorefter vi tabte til vores nemesis, Horsens. Brøndby livet er svingende i øjeblikket.

Top 6

Vi behøvede ikke en gang selv at være i kamp for at sikre os selv den top 6 placering, som er SÅ vigtig for at nå vores mål om top 3. Randers gjorde det for os, så der skal der da lige lyde et stort tak. Selvom vi selvfølgeligt selv har gjort alt forarbejdet og selv skal gøre det sidste for at komme over den målstreg. Vi har nok været lidt for ustabile over lange perioder, men med det hold vi har med så mange unge drenge, så er det hvad vi må forvente. Jeg synes vi kan være stolte af at vi igen kan være med hvor det er sjovest. Selvom vi tit må høre på ekstremt utilfredse Brøndby fans, der gerne ser hele holdet og trænerbænken udskiftet. Vi er i fin stand og vores fremtid i toppen af dansk fodbold er lys.

Kontrakter til de yngste

Tænk at vi skal sidde og gnide os selv i hænderne over det “nye” fokus, der er på de unge og de yngste. Der er delt kontrakter ud til en masse u15 spillere. En årgang, som CV ser meget lyst på som en årgang med et kæmpe potentiale. Der kan jeg ikke lade være med at være optimistisk. Men jeg har også for vane at se ekstremt lyst på tingene. En tendens, der tit er årsag til ekstrem skuffelse. Men det tager jeg med. Vi lægger lige nu fokus, præcis hvor det skal lægges og det er virkeligt en rar fornemmelse. Vi kommer ikke til at sende de bedste unge afsted uden at tjene på dem længere. Med mindre de kræver mere end vi kan give dem selvfølgeligt. Jeg er vild med det – lad os lige få skrevet med de sidste CV.

Carstens enorme betydning

Det vigtigste træk vi nogensinde har taget er ansættelsen af CV. Det er sagt mange gange, men det kan ikke siges tit nok. Hans enorme rutine og den enorme respekt der er omkring ham lyser ud af enhver situation. Jeg er vild med de interviews vi ser ham i. Selv Stig Tøfting ligner en mand, der er klar til at sætte tænderne i CV bare for at smage, hvordan han egentligt smager til en kold fadøl. Det har været savnet. Vi havde Troels Bech, som trods alt var dygtig, men CV er i en klasse for sig og det lyser ud af ham. Han tager kulturen til sig, han tager klubben til sig og han ved præcis hvad han laver. Alle træk virker velovervejet og er altid veludført. Vi har her en mand, der vil få det fulde potentiale ud af vores klub inden alt for længe.

Sønderjyske kampen

Vi ved altid hvad vi får med Sønderjyske og alene derfor var det smukt arbejde af holdet og træner teamet. Jeg synes vi spillede en rigtig god kamp samlet. Jeg nævnte det i referatet af kampen – at vi spillede en kamp, der afspejlede det vi vil med holdet. Lære af kampen, indstille os på udviklingen af den og til sidst få det bedste ud af de 90 minutter. Det synes jeg vi gjorde. Specielt efter den lange Covid pause. Vi kom smukt fra start og udskældte spillere som Gammelby og Schwäbe spiller en super kamp. Men min kampens spiller var alligevel Lasse Vigen, som mere og mere bliver en mand vi er afhængige af. De 3 point kom hjem og vi fik spillet en masse af de unge, som også gjorde en klar forskel. Ikke mindst Jobbe, som scorede et rent klassemål.

De der, Horsens

Så var det tid til Horsens og som altid når vi møder dem, så går vi i stå. Det er som om vi ikke helt ved hvad der skal til for at spille dem. De kommer med så meget fysik og vilje at de åbenbart er svære at stå imod, Ham Bo Henriksen smitter af på hans hold – måske vi savner sådanne udbrud fra Niels Frederiksen? Gerne på en mere charmerende facon end fjolset Bo Henriksen dog. Ikke desto mindre så får vi scoret to mål, hvilket skal være nok til at hente point og senre på udebane. Men når vi stopper med at spille helt i 2′ halvleg, så må vi nøjes med et nederlag. Vi skal nok komme videre fra den kamp. Men herfra står den kun på svære kampe, så vi skal være bedre i alle facetter af spillet, hvis vi vil op i den top 3, som AGF lige nu må være klare favoritter til.

Hej Brøndby kvinde eller mand. Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.